Du kan hente vedtægterne her i PDF format 

 

KOLONIHAVEFORBUNDETS KREDSVEDTÆGT

§ 1. Kredsens navn og stiftelse.

1. Kredsens navn er Kolonihaveforbundet, Hovedstaden Syd Kreds 1. Kredsen består af haveforeninger beliggende i København, Frederiksberg, Tårnby og  Dragør kommuner.

2. Kredsen er stiftet 28. februar 1982 i medfør af Forbundsvedtægtens § 4, stk.2.

 

§ 2.  Formål og virke.

1. Det påhviler kredsbestyrelsen at arbejde for at fremme Forbundets mål og virksomhed, som det kan udledes af Forbundsvedtægtens § 3.

2. Kredsbestyrelsen varetager på egen hånd følgende opgaver i forhold til de tilsluttede foreninger:

a) Arbejder for at fremme de enkelte haveforeningers engagement i kolonihavebevægelsen.

b) Arbejder for at sikre, at de enkelte foreningers idéer, synspunkter og ønsker inddrages i arbejdet i forbundets kompetente organer.

c) Arbejder for at sikre foreningernes engagement i kredsens udpegning af tillidsfolk til forbundets kompetente organer.

d) Koordinerer forhandlinger med offentlige myndigheder om spørgsmål, som berører flere eller alle foreninger i kredsen, herunder spørgsmål om lejekontrakter, bygningsmæssige forhold, lokal- og kommuneplanlægning, offentlige anlæg og serviceydelser mv., jfr. dog stk. 2.3.

e) Holder foreningerne orienteret om arbejdet i og beslutninger truffet af forbundets kompetente organer samt bistår foreningerne med at føre beslutningerne ud i livet.

f) Bistår foreningerne med at sikre, at deres regler og vedtægter er i overensstemmelse med kreds- og forbundsvedtægt samt offentlige regler og lovgivning.

g) Foretager godkendelse af byggeandragender, hvor dette er aftalt med foreningen.

h) Hjælper med at bilægge eventuelle stridigheder mellem foreningernes bestyrelse og disses medlemmer eller mellem foreningerne.

i) Besvarer generelle henvendelser vedr. betingelser gældende for haver i kredsen.

j) Søger om fornødent bindende eller vejledende ordensregler vedtaget for alle haveforeninger i kredsen.

k) Indkalder og afholder generalforsamling i medlemsforeningerne i de § 2, stk. 4, nævnte tilfælde.

l) Fastlægger regler og procedurer for foreningernes indberetning til kredsen af oplysninger, som er nødvendige for kredsens varetagelse af sine opgaver.

3. Kredsbestyrelsen varetager i samarbejde med forbundsledelsen følgende opgaver:

a) Deltager i forhandling, herunder genforhandling, og indgåelse af lejekontrakter, hvor Kolonihaveforbundet står som lejer.

b) Deltager i forhandlinger med offentlige myndigheder i samarbejde med forbundsledelsen om arealplanlægning, offentlige anlæg, kloakering, byggeforhold mv., som berører foreninger i flere kredse eller kan være af betydning for forbundets medlemsforeninger som helhed. 

c) Bistår i øvrigt efter anmodning forbundsledelsen ved udredning af sager, som angår kredsens foreninger og ved behandling af spørgsmål af generel karakter.

4. Hvis kredsbestyrelsen i særlige tilfælde skønner, at der er et påtrængende behov for, at en forenings medlemmer får lejlighed til at træffer beslutning i en sag, der ikke kan udsættes til den ordinære generalforsamling, kan kredsbestyrelsen opfordre foreningens bestyrelse til at indkalde medlemmerne til en ekstraordinær generalforsamling. Hvis foreningens bestyrelse undlader at følge kredsbestyrelsens opfordring, kan kredsbestyrelsen - for foreningens regning - indkalde til den ekstraordinære generalforsamling med den angivne sag på dagsordenen. Kredsbestyrelsen skal i indkaldelsen motivere sin beslutning.

5. Efter vedtagelse i Kolonihaveforbundets Forretningsudvalg kan forbundsledelsen under tilsvarende betingelser - for foreningens regning - indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i en medlemsforening, i tilfælde hvor kredsbestyrelsen ikke har fundet dette nødvendigt. Forbundsledelsen skal i indkaldelsen motivere sin beslutning.

6. Hæftelse 

Kredsen hæfter alene med kredsens formue for kredsens gældsforpligtelser. 

 

§ 3. Kredsrepræsentantskabet/ kredsrepræsentantskabs-generalforsamlingen (herefter kaldet kredsrepræsentantskabet)

1. Kredsens øverste myndighed er kredsrepræsentantskabet.

2. Det ordinære kredsrepræsentantskabsmøde afholdes hvert år i april måned og med en dagsorden, som i det mindste skal indeholde følgende:

a) Valg af dirigent og referent

b) Beretning

c) Fremlæggelse af revideret årsregnskab med evt. revisionsberetning

d) Indkomne forslag

e) Godkendelse af budget for det kommende år

f) Valg af kredsformand / kredskasserer

g) Valg af kredsbestyrelsesmedlemmer og suppleanter

h) Valg af interne kredsrevisorer og suppleanter

i) I kongres år valg af delegerede til forbundets kongres og evt. suppleanter

j) 12. Eventuelt

3. Ordinært kredsrepræsentantskabsmøde indkaldes skriftligt med 2 ugers varsel, adresseret til de enkelte foreningers formænd. Indkaldelsen skal indeholde en dagsorden for mødet.  Med indkaldelsen skal følge kredsens reviderede årsregnskab, samt budgetforslag for det kommende år.

4. Forslag som ønskes behandlet på repræsentantskabsmødet skal være kredsformanden i hænde senest 1. februar før repræsentantskabsmødets afholdelse, hvorefter de skal optages på en revideret dagsorden, som udsendes til foreningerne. Den reviderede dagsorden og de indkomne forslag skal være foreningerne i hænde senest 2 uger før repræsentantskabsmødet. Der kan på repræsentantskabsmødet stilles ændringsforslag.

5. Adgang og stemmeret har foruden kredsbestyrelsen, der er fødte medlemmer, repræsentanter fra kredsens tilsluttede foreninger. Ret til at repræsentere en forening bortfalder ved ophør af medlemskab af en forening i kredsen.

6. Udover kredsbestyrelsesmedlemmerne er foreningerne hver især berettiget til at lade sig repræsentere med mindst 2 repræsentanter, hvoraf mindst 1 repræsentant skal være medlem af foreningens bestyrelse. Foreninger med over 300 udlejede haver har dog ret til at lade sig repræsentere med yderligere 1 medlem pr. 150 udlejede haver, dog med max. 4 repræsentanter. Foreningernes repræsentanter er valgbare til kredsbestyrelsen på repræsentantskabsmødet.

7. Kredsen kan lade udfærdige adgangskort til de valgte repræsentanter, adgangskortet benyttes som stemmekort.

8. Formanden for Kolonihaveforbundet, eller den, han bemyndiger hertil, har ret til at deltage i repræsentantskabsmødet med taleret, men uden stemmeret.

9. Beslutninger på repræsentantskabsmøder træffes med simpelt flertal af de afgivne stemmer.

10 .Beslutning om ændringer i vedtægt, optagelse af kollektive lån og kredsens eventuelle opløsning forudsætter dog, at mindst 2/3 af repræsentanterne har givet fremmøde, og at 2/3 af de afgivne stemmer går ind herfor. Er fremmødet ikke tilstrækkeligt stort, men 2/3 af de afgivne stemmer har stemt for forslaget, indkaldes til et nyt repræsentantskabsmøde, som uanset antallet af fremmødte, kan vedtage forslaget med 2/3 af de afgivne stemmer.

11. Afstemning foretages ved håndsoprækning (evt. stemmekort), dog skal skriftlig afstemning finde sted, hvis en forslagsstiller begærer det, eller hvis mindst 10 % af de tilstedeværende stemmeberettigede ved håndsoprækning stemmer herfor, eller hvis et flertal af kredsbestyrelsen eller dirigenten måtte ønske det. Til optælling af stemmer nedsættes et stemmeudvalg på 3 medlemmer, der under dirigentens ledelse foretager optælling.

12. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

13. En repræsentant, som er forhindret i at være til stede på repræsentantskabsmødet, kan vælges, såfremt vedkommende har afgivet en skriftlig erklæring herom.

14.Repræsentantskabsmødets referat underskrives af mødets dirigent, sekretær samt på bestyrelsens vegne af kredsens formand senest 1 måned efter repræsentantskabsmødets afholdelse.

 

§ 4.  Ekstraordinært repræsentantskabsmøde.

1. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes, når det besluttes af kredsbestyrelsen, eller når mindst 1/4 af repræsentantskabets medlemsforeninger skriftlig fremsætter ønske herom med angivelse af de spørgsmål, der ønskes behandlet.

2. Ved ekstraordinært repræsentantskabsmøde kan der kun træffes beslutning, hvis mindst 4/5 af de medlemsforeninger, der har begæret det ekstraordinære repræsentantskabsmøde, er til stede. Forslagsstillerne motiverer selv den opstillede dagsorden.

3. Indkaldelse skal finde sted senest 8 dage efter kravets fremsættelse. Repræsentantskabsmødet skal afholdes tidligst 1 og senest 3 uger efter indkaldelsen.

4. Forbundets forretningsudvalg kan bemyndige Forbundskontoret til at indkalde til ekstraordinært repræsentantskabsmøde i en kreds i tilfælde, hvor kredsen ikke fungerer efter kredsvedtægterne, eller hvor det skønnes nødvendigt at informere repræsentantskabet om forhold vedr. kredsen.  

 

§ 5.  Kredsbestyrelsen.

1. Kredsbestyrelsen består af 1 kredsformand, 1 kredskasserer, samt 5 kredsbestyrelses-medlemmer.

2. Kredsbestyrelsesmedlemmer vælges på repræsentantskabsmødet blandt de fremmødte repræsentanter fra medlemsforeningerne. Det skal tilstræbes, at alle kommuner eller foreninger i kredsen er repræsenteret i kredsbestyrelsen. Et bestyrelsesmandat bortfalder ved ophør af medlemskab af en forening i kredsen.

a) I ulige år vælges: 1 formand og 2 bestyrelsesmedlemmer for en 2 års periode.

b) I lige år vælges: 1 kasserer og 3 bestyrelsesmedlemmer for en 2 års periode.

c) Hvert år vælges: 2 bestyrelsessuppleanter for en 1 års periode.

d) Genvalg kan finde sted for samtlige.

3. Kredsbestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

4. Kredsbestyrelsen oppebærer honorar, godtgørelser eller andre ydelser efter repræsentantskabets nærmere bestemmelse.

5. Kredskassereren varetager kredsens samlede regnskabsaflæggelse under direkte ansvar over for repræsentantskabet.        

6. Kredsbestyrelsen afholder møde så ofte kredsformanden skønner det nødvendigt, eller såfremt mindst 2 kredsbestyrelsesmedlemmer kræver det - dog mindst hver tredje måned.

7. På det første kredsbestyrelsesmøde efter ordinært repræsentantskabsmøde konstituerer kredsbestyrelsen sig med en næstformand og en sekretær.

8. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til behandling af særopgaver.

9. Såfremt kredsformand eller kredskasserer fratræder i utide, og dette ikke sker umiddelbart før repræsentantskabsmødet, indkaldes til ekstraordinært repræsentantskabsmøde for nyvalg.

10. Over kredsbestyrelsesmøderne skrives et referat, hvori et hvert mindretal, såfremt det fremsætter ønske herom, har krav på at få sine meninger ført til referat. Et referat skal godkendes af kredsbestyrelsen.

11. Kredsbestyrelsen skal sikre, at der er tegnet:

a) en bestyrelsesansvarsforsikring, som omfatter kredsbestyrelsens erstatningsansvar ved uagtsomme erstatningspådragende handlinger,

b) en underslæbsforsikring, der omfatter kredsens tab ved underslæb i forbindelse med administration af kredsens midler.

c) en vurderingsudvalgsforsikring, der omfatter ankeudvalgets erstatningsansvar ved uagtsomme ansvarspådragende handlinger.      

12.Tavshedspligt

Kredsbestyrelsens medlemmer og medlemmer af udvalg, nedsat af kredsbestyrelsen, har tavshedspligt med hensyn til oplysninger om personers økonomiske og personlige forhold, som medlemmerne får indsigt i under deres arbejde for kredsen. Medlemmer af kredsens vurderingsudvalg må kun videregive oplysninger om resultatet af foretagne vurderinger til foreningens bestyrelse, sælger samt en evt. køber. 

 

§ 6.  Valg af revisorer.

1. Der vælges 2 revisorer, som afgår skiftevis hver andet år.

2. Hvert år vælges 2 revisorsuppleanter for 1 år.

 

§ 7.  Valg af delegerede til forbundets kongres.

1. Valg af delegerede sker i henhold til forbundsvedtægten § 9 og indberettes til Forbundskontoret.

2. Når kongressens endelige dagsorden foreligger, indkalder kredsbestyrelsen de delegerede og suppleanter til et møde, hvor koordinering og prioritering af kredsens samlede oplæg til kongressen foretages.

 

§ 8.  Kredsens vurderings- og klageorganisation

1. Kredsen kan vælge eller nedsætte et centralt vurderingsudvalg, der vurderer i foreninger, der ikke selv har et vurderingsudvalg. Kredsen fastsætter regler for evt. gebyr for vurderinger i foreninger. 

2. Kredsen vælger eller nedsætter et vurderingsankeudvalg, hvortil en anke kan indbringes fra en forening eller et medlem, som har fået foretaget en vurdering. Kredsen fastsætter regler for behandling af anken samt evt. gebyr herfor.

3. En vurderingsmand må ikke deltage i vurdering af et hus i både vurderingsudvalg og ankeudvalg. Hvis dette medfører, at der ikke er nok medlemmer i et vurderingsankeudvalg, skal kredsen bede en anden kreds om hjælp med vurderingsankesagen. 

4. Vurderingsankeudvalgets afgørelse i den konkrete sag er bindene for alle og kan ikke påklages.

5. Vurderingsankeudvalget kan under særlige omstændigheder beslutte at optage en vurdering til fornyet vurdering.

 

§ 9. Kontingent.

1. For medlemskab af kredsen betaler foreningerne, ud over det til enhver tid gældende kontingent til Kolonihaveforbundet, et kontingent, hvis størrelse fastsættes af repræsentantskabet.

2. Kontingentåret følger regnskabsåret, 1. januar til 31. december. Kredskontingentet forfalder i 2 rater henholdsvis januar og juli. Ved for sen indbetaling pålægges 1,5 % rente pr. påbegyndt måned. Der kan pålægges gebyr.

 

§ 10.  Regnskab.

1.Kredsens regnskabsår løber fra den 1. januar til 31. december.

2. Det påhviler kredskassereren at udarbejde et årligt driftsregnskab ledsaget af en statusopgørelse opgjort under hensyntagen til de tilstedeværende værdier og forpligtelser. Bestyrelsen kan bestemme, at årsregnskabet skal udarbejdes med bistand af en registreret eller statsautoriseret revisor.

3. Det påhviler i øvrigt kredskassereren, på ordinære kredsbestyrelsesmøder at forelægge en regnskabsoversigt til direkte sammenhold med det foreliggende budget.

4. Kredsens midler skal anbringes i anerkendte pengeinstitutter. Regler om disposition over midlerne fastsættes af kredsbestyrelsen i henhold til fastlagte fuldmagtsforhold.

 

§ 11.  Tegningsret.

1. Bestyrelsen beslutter, hvem der tegner foreningen ud ad til i økonomiske forhold. Dog skal tegningsretten altid udøves af mindst 2 personer, hvoraf mindst 1 skal være formand eller kasserer.  I alle øvrige forhold repræsenterer kredsformanden foreningen udadtil og er ansvarlig for foreningens daglige ledelse, herunder evt. kredskontor.

 

§ 12.  Revision.

1. Revision af kredsens regnskabsaflæggelse finder sted ved de af repræsentantskabet valgte interne revisorer.

2. Revisorerne skal gennemgå den daglige bogføring og bilagsmateriale med mere, ligesom de skal kontrollere gennemførelsen af de af repræsentantskabet trufne beslutninger i økonomisk henseende. Revisorerne har til enhver tid adgang til at kontrollere kredsens bøger, regnskabsbilag samt formue. Revisorerne skal foretage mindst ét årligt kasseeftersyn. Kasseeftersynet skal omfatte både kontantbeholdning og bankindeståender.

3. Revisorerne er berettiget til at forlange regnskabet revideret af registreret eller statsautoriseret revisor, såfremt de under gennemgangen af kredsens regnskaber støder på forhold, der efter deres skøn kan motivere dette.

4. Revisorerne fører en revisionsprotokol, som kredsbestyrelsen skal have forelagt efter hver afholdt revision.

 

§ 13.  Foreningsgeneralforsamlinger.

1. Kredsbestyrelsen har ret til at overvære de under kredsen hørende foreningsgeneralforsamlinger med taleret, men uden stemmeret. Kredsen skal indkaldes med samme varsel som foreningernes medlemmer.

 

§ 14.  Ophørsbestemmelser.

1. I tilfælde af kredsens opløsning, skal kredsens midler i det hele tilfalde de enkelte foreninger i forhold til antal udlejede haver.

 

Vedtaget på Kolonihaveforbundets Kongres 18. og 19. september 2015